Hvis nogen i midten af firserne havde spurgt mig, hvordan bilerne af år 2000 ville se ud, kunne jeg nok godt have forestillet mig noget a la billedet ovenover. To sæderækker med tre sæder på hver, store glasflader, og et design som en ståldelfin fra fremtiden. I virkeligheden var der kun en eneste bil som så ud på den måde, og det var Fiat Multipla.
Lad os for et øjeblik glemme den mystiske delfinsnude, og se på hvad Fiat var i stand til at få ud af bilen. Multipla er en åbenbaring af rummelighed og fleksibilitet. Platformen er en bredere, men opkortet (!) bund fra Fiat Brava, og alligevel er Multipla langt mere rummelig.
Vi har allerede nævnt sæderækkerne med plads til tre på hver, men selv med alle sæder optaget, er der stadig plads til 430 liter bagage. Hvis bageste sæderække fjernes har Multipla et helt fladt gulv, med plads til 1900 liter bagage. Selv Top Gear Magazine måtte pakke deres usaglighed og sarkasme væk, og give Multipla titlen “Family Car of the Year” i fire år i træk (2001-2004).
LÆS OGSÅ: Additiver og servicerens er mekanikerens flydende problemløser. Læs hvordan du selv bruger dem.
I hjemlandet hittede Multipla, men på de andre europæiske markeder svigtede salget. I et forsøg på at ramme en bredere smag fik bilen et facelift i 2004. Især forenden fik et mere konformt og upersonligt udseende, men uden at det hjalp stort på kundetækken.