Årets bil 2015 blev et noget anderledes udseende køretøj, i form af Citroën C4 Cactus. På trods af C4 betegnelsen, er Cactus faktisk konstrueret på understellet fra C3 og C3 Picasso. Akselafstand og indvendige mål er som på C4.
Udefra er den mest iøjnefaldende designfeature nok de bløde Airbump-paneler. De er lavet af polyuretanplastic, med indkapslede luftlommer, og udover at de effektivt skiller C4 Cactus ud fra mængden, beskytter de også hjørner og dørsider mod frustrerende “Bilka-buler”. Ved at kombinere forskellige farver på Airbump-paneler og karrosseri, får man op til 21 valgmuligheder for individualisering af sin nye C4 Cactus.
Citroën er gået langt i bestræbelserne for at at spare vægt. Med en køreklar vægt på under et ton, må man konstatere at det er lykkedes. Vægttabet er blandt andet tilvejebragt ved at skrotte det delbare bagsæde, og ruderne i bagdørene kan kun åbnes på klem, og altså ikke rulles ned.
C4 Cactus er bestykket med enten en trecylindret benzinmotor eller en firecylindret Hdi-dieselmotor på enten 92 eller 100 hestekræfter. Gearkassen kan vælges manuel eller automatisk skiftende, som det kendes fra flere af Citroëns andre modeller. Den selvskiftende udgave hedder ETG6, og betjeningen er reduceret til tre trykknapper.