Mercedes-AMG GT3 er på vej – og den ser farlig ud…

Mercedes-AMG GT3 afløser successen SLS GT3.

Ovenfor kan du se det første billede af baneudgaven af Mercedes-AMG GT; SLS afløseren som blev afsløret i september 2014.

Vi vidste godt at den ville komme, for forgængeren SLS GT3 har været en udpræget succeshistorie for Mercedes og AMG; siden introduktionen af den motorsports-præparerede SLS har den opnået 182 sejre, 98 pole positions, og 930 pladser i top ti.

LÆS OGSÅ: Mercedes-AMG GT præsenteret.

Hverken kvadratisk eller praktisk, men helt sikkert god…

Vi regnede vel også med, at den nok ville blive bred og ond at se på, men alligevel gippede det nok lidt i de fleste, da det foreløbigt eneste billede af Mercedes-AMG GT3 blev frigivet forleden. Gadeversionen er jo i forvejen hverken hulbrystet eller smalsporet at se på, men i GT3 udgaven er der lagt yderligere til i bredden. Over forhjulene er der lameller til at evakuere overtrykket fra hjulkasserne, og bagerst tårner en hækvinge sig op.

Til gengæld ved vi i skrivende stund heller ikke meget mere end det følgende:

  1. Den kommer lige om lidt.
  2. Den kommer til at ligne den bil som Døden ville købe, hvis Døden var taxavognmand.

Mercedes-Benz har nemlig indtil videre kun offentliggjort det ene billede, som ses ovenfor dette indlæg. Der er også kun blevet afsløret meget få oplysninger (ingen) om bilens specifikationer, men Værket i Stuttgart forsikrer dog, at Mercedes-AMG GT3 opfylder alle FIA-regulativer for at deltage i GT3 serien. Det må siges at være overordentlig heldigt, eftersom den udelukkende er sat i verden for at løfte arven fra SLS AMG GT3, i netop den klasse.

LÆS OGSÅ: Additiver og servicerens er mekanikerens flydende problemløsere. Hvor køber du dem der virker bedst?

Den egentlige præsentation kommer til at foregå i Geneve i starten af marts. Hold øje med siden her, for I kan regne med at komme til at høre mere om både Mercedes-AMG GT3 og andre interessante nyheder.

LÆS OGSÅ: Årets bil i Danmark, gennem 46 år. Se den illustrerede (og kommenterede) gennemgang af dem alle.

Der kommer også en vildere Mercedes-AMG GT, som du kan skrue nummerplader på!

På samme måde som Mercedes-Benz tilbød de særligt fordringsfulde af SLS kunderne en SLS AMG Black Series, har AMG for øvrigt bekræftet, at der vil dukke en udgave af den vejgående Mercedes-AMG GT op, som er hurtigere, strammere, og sikkert med en hel del af GT3 modellens spoiler-halløj. Det vides ikke om den arver Black Series emblemet, men det er dog sikkert at den bliver en bemærkelsesværdig sportsvogn, for de privilegerede få.

LÆS OGSÅ: Årstiden kræver gode viskerblade. Hvor køber du dem bedst og billigst?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *