Ny Mondeo er kåret til Businessbilen 2015.

Fagforeningen Business Danmark og Morgenavisen Jyllands Posten har netop kåret den ny Ford Mondeo som det bedste bud i firmabilsegmentet. Den ny Mondeo blev testet mod ni konkurrenter, og juryen bestod af otte firmabilister, som dagligt bruger bilen som deres arbejdsplads, to motorjournalister, samt en ergoterapeut fra firmaet Crecea, der har specialiseret sig i arbejdspladsvurderinger.

ny-mondeo-stcar-front
Businessbilen 2015, Ford Mondeo

Alle de testede biler var stationcars, og bestykket med en dieselmotor i størrelsesordenen omkring 150 hk, som er den foretrukne blandt de professionelle bilister. Det er niende gang at Businessbilen bliver kåret, og tre gange er VW Passat løbet med sejren. I 2013 blev vinderen Skoda Octavia 2,0 Tdi Combi fra samme koncern.

LÆS OGSÅ: Additiver og servicerens er mekanikerens flydende problemløser. Læs hvordan du selv bruger dem.

Feltet på 10 firmabiler er listet herunder. Juryens vurderinger blev konverteret til en score på op til seks stjerner, som er angivet efter modelbetegnelsen.

    • Ford Mondeo 2,0 TDCI 180 Titanium ∗∗∗∗∗
    • VW Passat Variant 2,0 TDI DSG Highline ∗∗∗∗∗
    • Skoda Octavia 2,0 TDI Elegance ∗∗∗∗
    • Mercedes Benz C220 Aut. Bluetec ∗∗∗∗
    • Volvo V60 D4 Momentum ∗∗∗∗
    • BMW 318 D ∗∗∗
    • Audi A4 2,0 TDI Aut. Business ∗∗∗
    • Mazda 6 2,2 Aut. Core ∗∗∗
    • Opel Insignia 2,0 CDTI Edition ∗∗∗
    • Peugeot 508 2,0 HDI ∗∗

LÆS OGSÅ: Årets bil i Danmark, gennem 46 år. Se AUTODROM illustrede og kommenterede gennemgang af dem alle.

Juryen giver førstepladsen til Mondeo, fordi den efter deres mening byder på mest bil for pengene. Den testede bil var i det udstyrsniveau der hedder “Titanium”, og i Ford-regi betyder det øverste hylde i butikken. Med 180 dieselheste er bilen ikke kun et udstyrsstykke, men den har også et kraftoverskud der kan stille de professionelle bilister tilfreds.

Vigtigt for juryen var også den beskatningsmæssige værdi, som for den vindende Mondeo lyder på kr. 373.000,- ekskl. levering og metallak. VW Passat, som tre gange har taget titlen, har i den valgte udgave en beskatningsmæssig værdi på kr. 440.000.-, og for de penge får man 30 hestekræfter mindre end hos Mondeo, men altså en DSG dobbeltkoblingsgearkasse. Hvis man vælger Folkevognen med en manuel gearkasse som i Forden, kan man trække kr. 30.000.- ud af beskatningsgrundlaget.

volvo_v60_interior
Kabinen i Volvo V60

Jurymedlemmet som deltog i kraft af sit virke som ergoterapeut, havde imidlertid ikke Ford Mondeo som favorit til titlen “Businessbilen 2015”. Selvom sæderne blev bedømt som fint støttende, vurderede hun, at man kunne få ergonomiske problemer, hvis man hører til bilister over en vis størrelse.

LÆS OGSÅ: NanoGrip måtten er en gadget til 100 formål. Se hvordan du køber den direkte hos importøren!

Ergoterapeutens yndling i feltet var Audi A4, som efter hendes mening glimrer ved god siddekomfort, god rækkeafstand til kontakter og betjeninger, samt generel god ergonomi. Flotte ord var der også til Volvoens kabine, som ergoterapeuten roser for gode sæder, godt layout, og gode indstillingsmuligheder af kørestillingen.

Peugeot-508-SW
Peugeot 508 SW

Titlen som bundproppen i feltet af firmabiler tilfaldt i år Peugeot 508, som efterhånden har fire år på bagen.  Juryen roste franskmanden for sin rummelighed og den komfortable affjedring, som blev beskrevet som nær perfekt, med mindre man var til en mere sportslig kørestil, hvor Peugeoten ikke har en ærlig chance i forhold til konkurenterne fra Ford, Mazda, og Volvo.

Testbilen fra Peugeot havde en ny 150 hestes dieselmotor som får ros. Til gengæld beskrives den manuelle gearkasse som knoklet. Panoramatag af glas er standard. Den beskatningsmæssige værdi af Peugeot 508 starter ved kr. 299.000,-, men den testede bil havde et prisskilt på kr. 384.000,-, og er dermed dyrere end Ford Mondeo, på trods af en aldrende  konstruktion og en svagere motor.

LÆS OGSÅ: Årstiden kræver gode viskerblade! Her kan du se hvordan du finder dem bedst og billigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *