Tesla har lige gjort din Model S endnu hurtigere – mens den stod i garagen.

Tesla har netop offentliggjort, at deres Model S biler har modtaget en softwareopdatering, som har gjort den i forvejen voldsomme acceleration endnu vildere (men dog ikke ret meget).

For topmodellen P85D drejer det sig efter sigende om en opdatering af en algoritme, som forbedrer tiden for 0-100 km/t med en tiendedel sekund, så den nu opgives til at være på 3,3 sekunder!

Tesla model s
Tesla Model S – P85D

De andre, mindre udgaver af Tesla Model S kommer også til at få udbytte af opdateringen, men dog ikke med en hel tiendedel sekund nappet af 0-100 tiden.

Tesla kan opdatere din bil, på samme måde som din mobiltelefon.

Præstationsforbedrende softwareopdateringer er jo ikke noget nyt i bilbranchen. Det usædvanlige er i dette tilfælde måden som bilerne bliver “opgraderet” på; i stedet for at man som normalt skal køre bilen på værksted, så en mekaniker kan koble bilen til sin computer via et kabel, har Tesla sendt ændringerne i softwaren ud via luften. Nøjagtigt som vi i efterhånden mange år  har været vant til at modtage opdateringer til vores mobiltelefoner.

LÆS OGSÅ: NanoGrip måtten er en gadget til 100 formål!

Der er ingen tvivl om at vi skal vænne os til, at vores bilers software bliver monitoreret og opdateret pr. fjernkontrol, hvis bilfabrikkerne skønner det nødvendigt. Snart bliver det dagligdag, men Tesla har været meget dygtige til at promovere historien om denne første “trådløse” opdatering af Model S. Kender man lidt til Teslas chef Elon Musk, kunne man godt have ham mistænkt for at have orkestreret hele balladen, med det formål alene, at få motorpressen til at fortælle endnu et kapitel i eventyret om Tesla som bilbranchens mest innovative fabrik, med de mest avancerede produkter. Den reelle forbedring af bilernes præstationer ved hjælp af den famøse opdatering, står trods alt i skærende kontrast til den hype i bilpressen, som den gav årsag til.

LÆS OGSÅ: “So ein Ding” på DR1 kigger på den selvkørende bil.

Den selvkørende bil er klar, når den får lov.

For Tesla har det været vigtigt at bruge motorpressen til at slå en pointe fast; de har muligheden for at ændre Tesla-bilers software, blot ved et tryk på en knap i Californien. Det kan meget snart blive interessant for de kunder der ejer en Tesla Model S fra efteråret 2014, eller nyere. Som AUTODROM har beskrevet i et tidligere indlæg, er disse biler fuldt udstyret med den nødvendige hardware til at gøre bilerne stort set selvkørende, ved hjælp af Teslas AutoPilot System. For nuværende er systemet stækket, da lovgivningen ikke tillader biler der bevæger sig rundt i trafikken på autonom vis. Der har dog aldrig været lagt skjul på, at alt der krævedes for at udnytte alle de features, der tilsammen kan resultere i en selvkørende bil, var en opdatering af bilens software.

LÆS OGSÅ: Så kom Tesla Model S-D, og den er vildere end du tror!

I løbet af i år vil der blive etableret forsøg med selvkørende biler på offentlig vej, i blandt andet fire byer i England, udvalgte vejstrækninger i Sverige, samt på en strækning af autobahn A9 ved Bayern i det sydlige Tyskland.

LÆS OGSÅ: Årstiden kræver gode viskerblade. Her finder du dem bedst og billigst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *